Det kan sandelig være dyrt at være syg!
Onsdag d.26. marts ringede Peter hjem fra arbejde, og bedyrede at han vist nok var ved at blive syg. Han følte han havde feber og var ved at få influenza. Jeg sagde han måtte komme hjem, hvis det var sådan. Han vidste nu ikke lige... Jeg vågnede af min middagssøvn (skønhedssøvn om nogen vil *griner*) kl. 15, ved at et styks meget feberhed Peter kom ind af døren. Han smuttede i seng og jeg målte hans temperatur, og den lå på 39,3. Den stakkel. Dér, i sengen, lå han indtil fredag, hvor han begyndte at få det bedre, så han ringede til arbejdet og meldte sig rask til om mandagen.Men sådan skulle det ikke gå...
Det meste af fredagen og lørdag formiddag havde han det godt. Han var feberfri og havde ikke ondt nogen steder. Lørdag aften begyndte han at få høj feber igen. (Peter får altid skyhøj temperatur når han er syg). Hans hals begyndte at gøre ondt og han ringede til vagtlægen, cyklede derind og fik taget en test for streptokokker i halsen. Testen var negativ og han fik af vide, at han bare skulle æde lidt Strepsil og smertestillende samt drikke noget varmt. Han havde højst sandsynligt en virusbetinget halsbetændelse, som der jo ikke kan behandles med antibiotika. I løbet af lørdag aften og nat blev smerterne i Peters hals værre og feberen steg. Han lå inde i sengen og havde kulderystelser og svedte og talte i vildelse Vi havde kigget ind i hans hals tidligere på aftenen og kunne se at den venstre side var ret hævet. Jeg kunne nu se, at halsen var hævet mere op, så der kun halvdelen af halsen var åben. Peter lå og var ved at kaste op, hver gang han skulle synke og havde det rent forfærdeligt. Derudover var hans stemme ved at blive noget grødet. Omkring kl. 2.00 natten til søndag, var Peter kommet lidt til sig selv igen, og han ringede til vagtlægen. Han fik fat i en sur gammel moster, der sagde der ikke var noget at gøre, og at de i hvert fald ikke kørte ud til voksne. Derefter beskyldte hun Peter for at være pylret og lyve m.m. Peter blev tosset og sagde farvel og smækkede røret på. Resten af natten sov vi stort set ikke. Jeg kom med kolde klude, badede ham i kuldslået vand, gav ham varmt suppe og the, saft samt smertestillende. Kl. 8.30 søndag morgen ringede Peter igen til vagtlægen, hvor en sød mand sagde, at han var ventet kl. 8.00, da lægen om natten havde skrevet ham på. Det havde Peter bare ikke lige fået fat i. Peter af sted igen, og denne gang sagde lægen, at han havde en halsbetændelse, der var bakteriel betinget og dermed kunne behandles. Og så var han muligvis ved at få en byld i halsen. Med recept og beskeden om at ringe til egen læge mandag, hvis ikke smerten og hævelsen i halsen var ved at forsvinde. Jeg hentede hans piller på apoteket, Vepicombin 990 mg, så han kunne komme i gang med behandlingen og snart blive rask igen.<br /> <br /> Mandag morgen, efter endnu en helvedesnat, ringer jeg til egen læge. Peter havde så ondt i sin hals og havde svært ved at snakke, så jeg førte ordet. Vores egen læge affejede ham fuldstændigt. "Ja, jeg kan jo se Peter har været i løbende kontakt med lægevagten gennem weekenden. Nu er han jo i relevant behandling og så skal det jo lige have lov at virke". Mig: “Ja, men nu sagde vagtlægen i går morges jo at vi skulle kontakte egen læge, hvis ikke pillerne har hjulpet indenfor et døgn. Og det har de ikke! Han har lige taget pille nr. 5 og har stadig lige ondt, og er endnu mere lukket i halsen” Egen læge: “Ja, men så skal man jo til at henvise til øre-, næse-, halsspecialist. Han er jo i relevant behandling, og I kan først regne med at antibiotikaen virker efter 48 timer”. Mig: “Jamen jeg forholder mig bare til det vagtlægen sagde”. Egen læge: “Han må ringe i morgen hvis det stadig gør så ondt” Ja, Moin do. Hold op, hvor blev jeg sur. Godt nok er jeg ikke læge, men nogen gange kan jeg altså godt se, når noget er helt galt, og slet ikke som det skal være. Altså! Mandag kl. 14. tog jeg ned i Sofus Jógvans børnehave, da jeg skulle arrangere forældrekaffe. Sofus Jógvan og mig kørte hjem 17.10 og fandt et styks steg-hedt Peter i sengen. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med Peter, og sagde til Sofus Jógvan at han ikke skulle tage overtøjet af, for vi skulle til læge med Peter. Jeg fik rusket liv i ham, og fik ham sat op af skabet for enden af sengen og sagde til Sofus Jógvan, at han skulle hjælpe Peter noget tøj på. Jeg gik ind og ringede til lægevagten, der sagde vi kunne komme med det samme. Derefter ringede jeg efter en taxa. Sofus Jógvan og mig fik støttet Peter ned til taxaen og vi kom hen til vagtlægen. Det var den samme læge der søndag formiddag havde givet Peter antibiotika. Lægen, der kunne genkende Peter, kiggede ind i Peters hals, og sagde at nu havde han en byld. Han havde håbet antibiotikaet ville have taget den i opløbet, men det gjorde det ikke. Han ringede ud på rigshospitalet og meldte Peter på øre-, næse-, halsafdelingen. Vi tog en taxa derud: Peter blev bedøvet i halsen med spray og fik et lille skop gennem næsen og ned i svælget. Derefter sugede lægen 7 mm materie ud af den byld han havde i halsen. Det var rigtig hårdt for Peter - ikke kun smerterne. Peter har hospitals-angst. Som barn er han blevet opereret flere gange, da han havde læbe-ganespalte. Frygten for hospitaler sidder i ham. Men jeg synes nu han klarede det rigtig godt. Peter fik en recept på noget smertestillende (Diclon) og på Metronidazol (mod infektion). Han fik af vide at han skulle tage Vepicombinen x4 i døgnet i stedet for tre gange. Metronidazol skulle han tage 3 gange i døgnet, panodil og Diclon ligeledes tre gange i døgnet. Vi tog en taxa hjem og var hjemme kl. 19.45. Vi havde endnu ikke fået aftensmad og Sofus Jógvan plejer at kom i seng kl. 19.00. Jeg gav Sofus Jógvan lidt at spise - et kedeligt stykke rugbrød med noget pålæg, og tog derefter bussen hen til døgnapoteket, købte Peters medicin og tog bussen hjem igen. Peter havde lagt Sofus Jógvan i seng og jeg gik lige ind og snakkede med ham om den underlige eftermiddag og aften vi havde haft. Tirsdag skulle Peter møde på Rigshospitalet til kontrol. Dér sugede de yderligere 5 ml. pus ud af bylden og lavede to snit med en skalpel, så resten af pussen kunne rende af sig selv. Pillerne havde allerede virket lidt i løbet af natten, hævelsen var faldet lidt og smerterne var ikke så stærke. Onsdag var han igen til kontrol på Rigshospitalet. Han blev heldigvis ikke suget for pus, da det var væk. Peter fik besked på, at får han nogensinde halsbetændelse igen, siger det "snip-snip" og mandlerne ryger, da han har en forøget risiko for at få bylder i halsen igen.<br /> <br /> Nu, 1½ uge efter er Peter rask. Han skal tage de sidste piller i aften. Vi er ca. 700 kr fattigere; 500 brugt på taxakørsel og 200 på medicin og Peter er 4½ kg lettere. Sikken en tur - den kunne vi godt have været foruden!
Tue, 08 Apr 2008 16:33:52
